Regulering af etik og grænser...

Det vil altid være problematisk, hvis man fra samfundets side begynder at lovgive om en kollektiv standard for personlig etik og grænser. Det bliver et kollektivt kompromis baseret på en form for kollektiv moral.

Personlig etik og grænser er tæt knyttet sammen med personlig integritet – og det enkelte individs selvbestemmelse på det personlige og private plan. Friheden til at definere sin egen etik og personlige grænser.

Så den samfundspolitiske regulering af etik og grænser bør være rettet mod, at begrænse forekomsten af tvang og tvangsbetonede vilkår og omstændigheder – der krænker det enkelte individs råderum for selv at definere sin egen etik og personlige grænser.

Styringsmodeller...

Grundlæggende er der to forskellige måder, hvorpå man som samfund kan forholde sig til regulering af vilkårene indenfor de forskellige samfundsområder.

1. Definere problemstillingerne i relation til sociale grupperinger – og se reguleringen af vilkårene som sociale løsningsmodeller, der specifikt er målrettet forskellige befolkningsgrupper.
2. Definere problemstillingerne i relation til emner – og se reguleringen af vilkårene som kravsspecifikationer, der er målrettet specifikke emner, som mennesker med forskellige ståsteder kan indgå i dialog om.

Begrebet tilgængelighed, som jeg i midten af 90′erne var med til at lave grundarbejdet for at få implementeret, som en anden måde at regulere på handicappedes muligheder for at fungere i samfundet, på lige fod med mennesker der ikke har et handicap – illustrerer meget godt forskellen på de to forskellige betragtningsmåder.

...

Der var en del problemstillinger, der med fokus på begrebet tilgængelighed indenfor for eksempel adgangsforhold til boligbyggeri, der var fælles for mennesker med forskellige handicap. For eksempel krav til størrelser på elevatorer.

Tilsvarende var der mange fælles problemstillinger på tværs af de traditionelle sociale grupperinger – omkring begrebet informationstilgængelighed. Behovet for let læst offentligt informationsmateriale var og er meget bredt – og omfatter både nogle ældre, førstegenerationsindvandrer, mennesker med ordblindhed og mennesker med andre læsevanskeligheder. Den digitale udvikling indenfor kommunikationsområdet har ændret sig meget siden midten af 90′erne – og har også givet nogle helt andre muligheder for publikation af informationsmateriale. DR har blandt andet fået en let læst nyhedsavis » Ligetil, med aktuelt nyhedsstof.

Der ligger en høj grad af minoritetsdannelse og fastholdelse af minoritetsgrupperinger i at definere problemstillinger i relation til sociale grupperinger.

Ved at definere problemstillinger efter emner, definerer man samtidig en fælles konkret og objektiv problemstilling – som grundlag for arbejdet med at regulere vilkårene. Og skaber også et grundlag for ligeværdig dialog omkring løsningen af problemstillingerne.

Styringsredskaber...

Overordnet kan vi inddele de samfundspolitiske styringsredskaber, som vi gør brug af i vores kultur til regulering af vilkårene indenfor de forskellige samfundsområder – i tre hovedgrupper:

1. Regler og påbud
2. Information, rådgivning og oplysning
3. Kompenserende reparationstilbud / -tiltag overfor negative konsekvenser af vilkårene indenfor et samfundsområde

Når vi debattere samfundspolitiske problemstillinger, indgår det altid som en del af debatterne – hvordan vi skal prioritere anvendelsen af styringsredskaberne fra de tre hovedgrupper.

Hvornår skal vi gribe til regler og påbud, hvornår er oplysning og rådgivning den bedste løsning – og i hvilken udstrækning har samfundet et socialt ansvar for at træde til med kompensation overfor negative konsekvenser?

Set med forbyggende øjne, vil det altid være mest hensigtsmæssigt, hvis den meste regulering af vilkårene sker gennem regler, påbud, information, rådgivning og oplysning. De kompenserende reparationstilbud/ -tiltag må altid ses som en nødløsning, hvor den forebyggende regulering spiller fallit.

< ♥ >

‹ ↓ ›

...processen...

≥ → <

..."afvigere" og "udstødte" -

skabes af en kulturs definition på menneskelig "normalitet"...

>↓<

...stigmatisering...

» De "gales" samfund?

» "Normal-tosset"...

? > ♠ ♥ ♣ ♦ < ¿

↓

...Michel Foucault...

♥ ≡ ♦

...menneskene må defineres som selvstændige subjekter -

for at blive "målbare" og sammenlignelige...

...subjektet...

» Michel Foucault, selvet og det definerbare subjekt...

↓

> → ♥ ← <

↓

...effektivisering af subjektets færdigheder...

( ♦ ≈ € )

↓ ♥ ↑

( ≤ ♦ ≥ )

...det målbare subjekts effektivitet og nytteværdi -

giver god status / rangering -

og beskytter mod -

udstødelse...

...disciplinering...

...subjektet ↔ objektet...

» Disciplinering: En moderne magtteknologi...

↓ ↔ ↑

...tankens kraft og forandringsprocesser...

» Personlig omstilling...

≡

...selvrealisering...

Selvrealisering - personlig ledelse eller nyreligiøsitet?

» Tankens kraft og selvrealisering: Smile or Die...

←↑→

Franz Kafka og Processen...

> ↔ <

Franz Kafka's hovedværk: » Processen - gjorde:

"Kafkask" til synonym på det fremmedegjorte menneske,

der bliver ku'et -

i et uigennemskueligt og labyrintagtigt -

...bureaukrati...

¿

♦

↓

? → < ∞ > ← ?

?

↑

♥

Hvor meget sandhedsværdi skal vi lægge i de videnskabelige sandheder, som vi i forskellige sammenhænge (institutioner, læreanstalter, litteratur, medier mm) bliver præsenteret for livet igennem?

Det videnskabelige kan godt være lidt af en kompleks verden – hvor vi både har de eksakte videnskaber (de naturvidenskabelige), de erfaringsbaserede videnskaber (pseudovidenskaberne: Pædagogik, psykologi, sociolog mm) – og den pseudovidenskabelige håndtering / anvendelse af både de eksakte og de erfaringsbaserede videnskaber…

Det naturvidenskabelige er karakteriseret ved, at det kan eftervises eksakt – så det uanset tid og sted – altid vil give det samme resultat…

Men det er ikke alt anvendelse af de eksakte videnskaber (naturvidenskaberne) – der er særlig videnskabelig. En del af det der foregår i anvendelsesfasen er pseudovidenskabelig – for anvendelsen vil ikke kunne eftervises eksakt – og give det samme resultat uanset tid og sted…

Hele det pseudovidenskabelige område (det humanistiske) – bygger på mange antagelser – der ikke er videnskabelig eksakte. Her er der tale om teoretiske perspektiver / synsvinkler – der kan sige noget om noget, på baggrund af de forudsætninger der er opstillet for perspektivet / den teoretiske synsvinkel (» Hvad er et teoretisk perspektiv?). "Løsrevne" sandheder indenfor de pseudovidenskabelige områder, kan godt blive noget diffuse og intetsigende. Her er det som ofte mere interessant og relevant at diskutere antagelserne / forudsætningerne for perspektiverne / synsvinklerne – end konklusionerne / resultaterne…

Sund skepsis og kritisk sans over for sandhedsværdien og anvendelsen af det videnskabelige – er altid en meget god idé…

Der er som ofte altid noget om noget – men hvor meget – og under hvilke forudsætninger?

De sociale kløfter og sammenhængskraften – er to sider af samme sag. Grundlæggende vil man altid kunne ræsonnere sig til, hvad der er sammenhængskraften i et samfund eller en kultur, ved at se på de sociale kløfter. De er et spejl af hinanden. Det er som udgangspunkt lettere at gøre sammenhængskraften synlig og forståelig, hvis man tager udgangspunkt i kløfterne. De sociale kløfter er mere synlige, håndgribelige og lette at forstå – end sammenhængskraften, der kan være en noget diffus og abstrakt størrelse.

Den sammenhængskraft, der giver færrest sociale kløfter, er medmenneskeligheden.

Og hvad er så medmenneskeligheden for en størrelse? Hvad vil det sige at være medmenneskelig i sin sociale omgang med andre mennesker?

Det handler om fokusering.

Jo større fokus er på de ting, der sker i livet og verden – som mennesker kan være fælles om at forholde sig til, og hjælpe hinanden med at gøre noget ved – jo mere medmenneskelig er fokus. (» Hold fokus på opgaven: Hvilken opgave?)

Så ser du en skæv næse, et par røde støvler, et tørklæde, nogle rynker – eller et venligt smil? Og påvirker det din evne til at kommunikere direkte med mennesker, om de ting der sker i livet og verden? (» Transaktionsanalysens definition af direkte kommunikation)

En social kløft / barriere er tilsvarende skabt og defineret af fokuseringen.

Er du fokuseret på religiøse symboler, som for eksempel at dække håret med et tørklæde. Så skaber du en social kløft / barriere mellem dig selv og de mennesker, der dækker håret med et tørklæde. Er du fokuseret på farven på andre menneskers fodtøj. Så skaber du en social kløft / barriere mellem dig selv og andre mennesker, alt efter farven på andres fodtøj.

Det individualiserede samfund, hvor der bliver skabt flere og flere sociale kløfter og barrierer mellem mennesker, er netop karakteriseret ved en stor fokusering på personlige særpræg – og en tilsvarende mangel på fokusering og direkte kommunikation om de ting, der sker i livet og verden.

Det, der er sammenhængskraften i det individualiserede samfund – er personlige profileringer på baggrund af personlige særpræg. Det bliver de stereotype kategoriseringer af mennesker, der er skabt på baggrund af personlige særpræg og forskelle mennesker imellem, der bliver sammenhængskraften. Den form for sammenhængskraft bringer ikke mennesker nærmere hinanden, som medmennesker. Men skaber derimod større og større medmenneskelig afstand mellem mennesker.

Der vil opstå trivselsproblemer, når det holistiske verdensbillede og menneskesyn tilsidesættes. De der er mest udsatte, er de, der på forskellig vis bliver klientgjorte i en form for “behandlingssituation”. Enten i kraft af en diagnose, hvor individet bliver identificeret med diagnosen – eller i kraft af en social position, hvor individet bliver identificeret med en stereotyp udgave af en social profil.

Mennesker er også fysisk påvirkelige af ikke fysiske faktorer. Stress, der er en psykisk overbelastning, kan for eksempel give fysiske påvirkninger: Hovedpine, forhøjet blodtryk, muskelinfiltrationer, søvnløshed – mangel på appetit mm. Dårlige “stemninger” kan også give mange mennesker fysisk ubehag.

Det er ikke ukendt, at et miljøskift kan have give trivselspåvirkninger. Det gælder indenfor arbejdsmiljø – hvor mennesker, der fungerer dårligt et sted, kan blomstre op og stortrives et andet. Det samme kan ses indenfor institutionsverden, hvor det også er kendt, at nogle mennesker med diagnosen udviklingshæmning kan vise helt nye sider af deres personlighed, ved en flytning til et andet bosted med en ny personalegruppe. Når de her ting sker – så bliver det nogle gange kaldt for “kemi” – fordi det ligger udover, hvad der rationelt kan dokumenteres i den fysiske verden. Men det, der kaldes “kemi”, er faktorerne i de andre livsdimensioner af det holistiske verdensbillede: Åndelighed, æstetik, følelser og den uformaliserede sociale relationsdannelse (empati)…

I det holistiske billede spiller de forskellige livsdimensioner sammen. Den åndelige dimension kan for eksempel ikke “overtage” eller “erstatte” den fysiske dimension – eller omvendt. De forskellige dimensioner skal integreres i et harmonisk samspil.

Kreativ skabende fantasi er kreativ skabende fantasi – ikke en kop kaffe og et varmt fodbad. Men derfor kan de to dimensioner godt spille harmonisk sammen – hos en helstøbt og harmonisk personlighed…

…

Hovedet i skyerne – fødderne på jorden – og hånden som hjertets praktiker…

…

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

» Habermas: Kolonialisering af livsverden

» Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi…

…

Det, der mange gange går tabt i en fragmenteret verden – er helheden og overblikket.

Et lille konkret eksempel til illustration:

Da jeg arbejdede indenfor institutionsverden – på botilbud for udviklingshæmmede – skulle man udfylde og indsende magtanvendelsesskemaer, når der havde været episoder, hvor det havde været nødvendigt at bruge magt. Indenfor dette område skelner man mellem magtanvendelse i nødværgesituationer – det kan for eksempel være at tilbageholde en beboer, der vil gå ud på en trafikeret vej, eller stoppe et slagsmål mellem nogle beboere, eller hindre en medarbejder i at blive overfaldet – og den unødvendige magt, hvor det handler om at tvinge en beboer til noget, den ikke har lyst til.

Men magtanvendelse skal altid indberettes.

Et af de første bosteder jeg arbejdede på – var vold en del af hverdagen. Så der var altid en helt dynge af voldsregistreringsskemaer og magtanvendelser, der skulle udfyldes og sendes af sted. Og når man havde udfyldt sådan et magtanvendelsesskema – så kom der en tilbagemelding på, at det var ok. Det vil sige at episoden, og udfyldelsen af skemaet var registreret og godtaget.

Da der senere blev nogle skandalesager indenfor dette område – så handlede den sag, der startede mediernes interesse for forholdene på bostederne, ikke om, at der blev brugt magtanvendelse – men at der havde været en leder, der ikke havde sendt magtanvendelsesskemaerne ind. For det er strafbart ikke at indberette magtanvendelsen.

Men det reelle problem var jo, at miljøerne var så belastede, at vold og magtanvendelse var så hyppigt et hverdagsfænomen.

Det kom der så også på et tidspunkt noget fokus på.

Eksemplet ovenover viser, at hvis fokus bliver rettet mod en fragmenteret procedure – som for eksempel at indberette magtanvendelse og vold – på et bosted – så kan det glide ind i verdensorden, som noget der er helt ok og i orden, uden at der er nogle alarmklokker, der ringer – over alle de indberetninger.

Det billede kan vi genfinde indenfor rigtigt mange områder af den offentlige sektor.

Alt bliver fragmenteret til skemaer og procedurer – og korrekt udfyldelse af skemaerne og overholdelse af procedurerne – og der er reelt ikke nogen, der har overblikket og fokus rette mod helheden af det, der foregår.

Hvis der så kommer stress og arbejdspres ind oveni det – så kan mennesker "drukne" i sådan en fragmenteret verden, og reelt miste overblikket over, hvad det er, der foregår – og nogle problemstillinger kan udarte sig til det – udefra set – åbenlyst absurde…

…

» Præstationssamfundet skaber defensive mennesker…

» Hold fokus på opgaven: Hvilken opgave?

» Strukturforelskelse og varm luft

» Hold fokus på opgaven

» Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber

…

Illustration fra siden: Sjov for alle

…

Det er ikke det, at vi som mennesker skal præstere et eller andet. For der er jo nogle ting, der skal laves – men sådan har det jo altid været. Og det er heller ikke det, der præger præstationssamfundet og præstationsmennesket.

Det er sammenhængen mellem præstation og identitet – at der bliver sat lighedstegn mellem præstation og identitet.

Du er din præstation.

Når mennesker på den måde kommer under identitetspres – så kommer mennesker i defensiven. Så handler det ikke længere "kun" om at diskutere emner og problemstillinger – og præstere opgaver og opgaveløsninger – så kommer det til at handle om at forsvare sin identitet – på et mere grundlæggende plan. Hvis du fejler – så er du et dårligt menneske.

Det blokerer for utroligt meget. Det er svært at få gode og seriøse diskussioner om problemstillinger og en eventuel løsning af dem – uden at det kammer over i nogle defensive kampe – der bliver meget mere personlige, end de reelt burde være.

Så får vi det her defensive samfund, hvor alt og alle er i forsvarsposition. Hvor det mere handler om at beskytte sig selv – mod at blive udpeget som det dårlige menneske, der er skyld i, at der er ting, der ikke fungerer – end det handler om at få ændret på de ting, der ikke fungerer.

…

» Hold fokus på opgaven: Hvilken opgave?

» Hold fokus på opgaven

…

Så er vi godt i gang med næste kapitel af politiske personsager. Jeg kørte allerede godt træt af dem i sidste kapitel. Havde haft et svagt håb og ønske om, at et folketingsvalg måske kunne "rense" lidt ud i det – når nu vælgerne havde "talt" – så der kunne komme noget andet på banen.

Men sådan fungerer det bare ikke…

Nu er den politiske verden, den verden hvor vi som befolkning har en nogenlunde lige mulighed for at følge forvirringen og slagets gang – og derfor er det også et godt eksempel at tage udgangspunkt i – til belysning af, hvad det vil sige at holde fokus på opgaven. Det billede, vi kan se i den politiske verden, er et stort fokus på personsager – i kombination med fokus på det politiske embedsværks regler og procedurer. Og i den fokusering, der taber opgaverne synlighed. De opgaver og problemstillinger, som det hele i realiteten burde handle om. Og det er det samme billede, vi kan genkende indenfor så mange andre områder.

Hvis vi ser på folkeskoleområdet, så er det samme mønster. Engang imellem kommer der stor kritik af folkeskolerne. Og kritikken udmønter sig som ofte i to retninger. Den ene bliver rettet mod lærerne, der må være for dårlige. Når den kritik forstummer, for vi har jo da som udgangspunkt mange både dygtige og engagerede undervisere i den danske folkeskole. Så kører fokus over på bedre regler for undervisningsplaner og flere tests af elverne. Men hverken kritikken af underviserne eller flere og flere detaljerede tests og regler for undervisningsplaner – løser ikke det, der grundlægende er gået hen og er blevet problemet: At underviserne i de danske folkeskoler bruger mere og mere af deres tid på andre opgaver, end det der er den oprindelige hovedopgave – at undervise…

Det samme mønster kan vi se indenfor hjemmeplejen.

Vi kan se det indenfor sundhedsvæsnet.

Enslydende problemstilling: Der bliver drænet flere og flere ressourcer ud af de oprindelige hovedopgaver – og der er kommet større og større fokus på personsager, det personligt udviklende element – og regel- og procedureændringer – som løsningsmodellen på stort set alle problemer...

Det er et skråplan…

Og der er kun en vej væk fra skråplanet: At kanaliserer ressourcerne tilbage til de oprindelige hovedopgaver…

…

» Strukturforelskelse og varm luft

» Hold fokus på opgaven

…

(Afsnit 1/4 fra artiklen » Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi…)

Det, der karakteriserer diabetesområdet, er en kontrolleret koncepttankegang – hvor kostplaner bliver brugt som centrum for behandlingen, insulinen tilpasses dernæst kostplanerne – og til sidst kommer så "livet" – som så skal tilpasses konstruktionen – for at behandlingen fungerer.

På den måde, kan mennesket helt "forsvinde" i en kontrolleret tilpasning til et kostcentreret livsstilskoncept.

Behandling af "verden"…

Da jeg ramlede ind i den behandlerverden for over 21 år siden, var der så mange elementer, der virkede ulogiske og underlige. Så det varede ikke ret længe inden jeg begyndte at læse om sygdommen – og fandt ud af, at der var en noget enklere, sundere og mere praktisk måde at leve med sygdommen på – end den jeg fik præsenteret af behandlerne.

Hvorfor skal der så meget "lim" under pålægget – og hvad er der galt med gulerødder?
Der var mange besynderlige ting i det kostprogram, jeg blev præsenteret for. Et af dem var forbruget af "lim" under pålægget.

Når nu man fik diabetes, så skulle man jo til at leve sundt. Og sundhed i den verden bestod blandt andet i, at mennesker skulle lære at bruge diætminarine som smørelse på brødet. For det første kunne og kan jeg ikke fordrage minarine – og det var diætminarine i nogle ret store mængder – så meget "lim" var jeg ikke vant til at bruge under pålægget. Så det var ikke så nemt at få det halve yoghurtbæger minarine klemt ned sammen med et par skiver brød om morgen. Diætisten holdning til det var, at det var energi – så det var ret vigtigt med morgenrationen af diætminarine. Jeg kunne så selv læse mig til, at det ikke havde noget med diabetesreguleringen at gøre. Så jeg kunne fint droppe det, og i stedet måske spise noget mere kød til aftensmaden.

En anden mærkværdig ting, jeg fik præsenteret – var gulerodschips. For når nu man skulle i byen og til fest – så måtte man jo ikke spise chips ligesom alle andre. Men så kunne man i stedet lave sine egne chips, ved at skrælle en gulerod, skære den i tynde skiver – og give den en "afbrænding" i ovnen. Så havde man chips. Jeg var himmelfalden. Man kunne jo også lade være med at spise så mange chips – og nøjes med en smagsprøve – eller springe det over. Og hvis det endelig skulle være – hvad var der så i vejen med gulerødder, siden de ikke kunne spises, som de var – men skulle "afstraffes" ved at blive brændt af i en ovn?

Og endnu et lille raffineret kostråd – fra den verden. Det handlede så om is. Når nu man skulle i byen og til fest – så kunne man forlade selskabet, og gå en lang tur inden isen til dessert – så ens blodsukker kunne blive banket godt ned. For så kunne man godt spise is – og så havde man også ærlig fortjent den! – som den progressive diætist foredrog det. Jeg var stået helt af. Aldrig i livet kunne jeg drømme om, at iscenesætte et blodsukkersænkende drama til en festlig lejlighed – for noget så latterligt og ligegyldigt som en portion is!

Hvad med at sige: Nej tak? Siger mennesker ikke: Nej tak – hvis der er noget, de ikke har godt af at spise?

Det gør man ikke i den diabetiske behandlerverden. Her dyrker man den millimeterretfærdige rundkredspædagogik. Der er ikke nogen, der skal snydes! Alle skal helst have lige meget af det samme – så de kan være og leve "normalt".

Jeg syntes, det virkede ret unormalt, hvis jeg skulle begynde at leve mere usundt, end det jeg var vant til – for at kunne leve et "normalt" liv med diabetes…

Er det ikke sundt at motionere?
En af ulemperne ved disse verdenskontrollerende behandlingskoncepter var (er), at du helst skulle have et ensartet og rutinepræget aktivitetsmønster – fra dag til dag. Med mindre du fik de insulinprodukter, der var lette at regulere på. Men det var man af principielle grund modstander af, fra behandlerside. (» Principper og holdninger styrer behandlingstilbuddene – stor mangel på seriøs og saglig rådgivning)

Der, hvor det gav de største problemer, var at få idræt og motion til at passe ind i skemaet. Enten skulle du dyrke meget idræt, hver dag – eller ikke ret meget – nogen dage.

Det passede så ikke så godt for mig. Så jeg lærte at regulere på kosten. Fandt en middelværdi for insulinen – og de dage, hvor jeg læste og var meget stillesiddende, der spiste jeg noget mindre – og de dage, hvor jeg motionerede, der spiste jeg noget mere.

Jeg var rigtig god til det. Min diabetesregulering var fantastisk.

Ved en kontrolsamtale – hvor det jo kunne konstateres at det helbredsmæssigt fungerede helt fantastisk godt, blev jeg så spurgt, hvordan jeg havde det med det. Der kunne jeg så fortælle, at det ikke altid var lige let at få det til at hænge sammen. Jeg havde blandt andet været på en cykeltur til stranden, og det havde været lige i overkanten af, hvad jeg kunne spise mig til at kunne klare. Blodsukkerne kom til at ligge så lavt, at jeg brugte det meste af den "hyggeweekend" til stranden – på at spise. Det var lige før jeg overvejede, om jeg måtte have en finger i halsen eller til udpumpning, for at mavesækken ikke skulle eksplodere.

Så blev der stille. For det var jo ikke meningen med det.

Nej, det var ikke meningen at mennesker skulle kunne tage cyklen en tur ud i det blå. Men så længe jeg ikke kunne få noget insulin, jeg kunne regulere på – så var jeg jo nødt til at regulere på kosten. For motion var mig bekendt sundt. Og jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle droppe det. Specielt da ikke når jeg havde fået en kronisk sygdom, hvor der var forøget risiko for forkalkningssygdomme.

Så fik jeg bevilliget "særtilladelse" til at få de insulinprodukter, der var lettere at regulere på…

Formynderisk kontrol – for kontrollens skyld…
I forbindelse med opstarten på det hurtigtvirkende insulinprodukt, fik jeg et godt indblik i den behandlerverdens dyrkelse af kontrol.

Det foregik på den måde, at man skulle sende nogle ugentlige teststrimler ind til kontrol – så de kunne kontrollere, om man var god nok til at aflæse blodsukkerværdien på teststrimlernes farveskala.

Da jeg troppede op til kontrolsamtalen, spurgte jeg interesseret til mine målinger. Den læge jeg var til samtale med, var en noget arrogant størrelse. Så han begyndte på en melodi om, at han havde hørt noget om, at jeg var lidt overperfektionistisk. Jeg lukkede munden på ham, ved at sige – at hans personlige mening om mig, den kunne han holde ved sig selv – jeg var relativt nykonstateret diabetiker, og jeg havde en del spørgsmål – om det var et stort problem for ham, at forsøge at give mig nogle svar på dem? Han kantede fuldstændigt om – og sikke han da kunne svare og fortælle.

Det, jeg blandt andet fik at vide, var – at de faktisk slet ikke kunne kontrolmåle på de teststrimler, som jeg sendte ind til dem. Det var deres apparatur ikke godt nok til. Så de teststrimler blev arkiveret lodret – i skraldespanden.

Så hele det iscenesatte cirkus med at måle og sende teststrimler ind til dem, handlede slet ikke om en form for oplæring i præcise blodsukkermålinger. Det var noget man gjorde for at kontrollere, at mennesker nu også målte deres blodsukre.

En ren adfærdskontrollerende lille øvelse – uden seriøs substans…

Når "skuffeprojektet" ikke virker, bliver diabetikeren erklæret "uhelbredelig" – eller psykisk "ustabil"…

Et af de helt store problemer med disse stereotype livsstilskoncepter er, at de er ret svære at få til at passe på ret mange mennesker. I alt fald ikke dem alle.

Det problem ramlede jeg ind i, da jeg fik et job – hvor jeg som projektkoordinator skulle holde "fyraftensmøder" med projektgruppen. Mine blodsukkerværdier steg umotiveret, når jeg rykkede tidspunkt for min aftensmad – og injektionen af den hurtigtvirkende insulin nogle timer. Så der var et eller andet i insulinvirkningen, der ikke var helt som den skulle være.

De "løsningsmodeller" man kørte på fra behandlerside var: At jeg var psykisk "ustabil" og ude af kontakt med mig selv; at jeg skulle acceptere, at jeg var en af dem, der ikke kunne behandles; og at jeg kunne løse problemet med madpakker, og springe aftensmaden over de dage, hvor jeg havde forskudt arbejdstid.

Jeg nægtede, at høre på noget af det – og fandt selv ud af, at insulinen virkede hurtigere i kroppen på mig, end det der passede til "standardløsningen". Jeg lagde basisinsulinen om, så det kom til at passe (» Insulinvirkningen er IKKE lægens bord). Så det kunne godt lade sig gøre, at finde en insulinregulering, der fungerede.

Der er diabetikere, der er blevet førtids- eller invalidepensioneret – fordi de ikke kunne "behandles" efter de "skuffekoncepter", man er så vildt begejstret for at bruge. Der er også nogen, der lever med en dårlig regulering – og aldrig får fundet frem til en god insulinregulering…

En underlig og besværlig patient…

Jeg blev fra start af gjort til en underlig og besværlig patient.

Jeg fik selvfølgelig medhold, i alt det jeg gjorde – for der var jo ikke noget behandlingsmæssigt galt eller forkert i det. Tværtimod. Men det var med kamp til stregen, fra deres side – hele vejen igennem.

Det var åbenbart lidt for grænseoverskridende for den verden – at man skulle kunne være et meget livsglad, muntret og aktivt menneske – i kombination med en god diabetesregulering og et fantastisk godt helbred.

Det var ikke velset…

Det forstyrrede åbenbart noget i det billede, man helst ville have af mennesker med diabetes…

Tiden – vil være på min side…

Selvom det var en hård verden at ramle ind i – var jeg som udgangspunkt meget fortrøstningsfuld. For den mentalitet ville ikke få lov til at leve evigt. 

Der ville blive flere og flere diabetikere som mig, der ville forlange at leve så selvstændigt som muligt – med den sygdom. Så de behandlingsmuligheder, der jo reelt var og er, også ville blive brugt fuldt ud – med fokus på at kunne leve et så frit og aktivt liv – som muligt.

Livet ville komme i centrum, og blive det centrale – på et tidspunkt – i fremtiden...

Sider og indlæg…

» Diabetes 1- Viden, Vinkler & Værdier…

» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…

» En behandlingsrelevant sundhedsstrategi for diabetesområdet…

» Fjeren og de syv Høns – En uheldig behandlingsstrategi for insulinkrævende diabetikere…

(Afsnit 2/4 fra artiklen » Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi…)

Omkring år tusind skiftet skete der for alvor et gennembrud indenfor dansk diabetesbehandling. Man nåede på bedste diabetes-forskningsvis frem til en erkendelse af, at diabetikere lever med sygdommen 24 timer i døgnet.

Det medførte efterfølgende det positive, at behandlermodstanden, mod at diabetikere brugte daglige blodsukkermålinger – den forsvandt…

Daglige blodsukkermålinger nødvendige – da diabetikere lever med sygdommen 24 timer i døgnet…

I slutningen af 90'erne blev det et hit at opnå større indsigt og forståelse for målgrupperne. Der blev oprettet fokusgrupper – og lavet undersøgelser af fokusgruppernes særlige erfaringer og behov. Det skete også indenfor diabetesområdet.

Resultatet af en sådan undersøgelse blev lanceret meget flot: Man glemte fra behandlerside at tænke på, at diabetikere levede med sygdommen 24 timer i døgnet – og det var en svær og næsten umulig opgave, at opnå en god regulering, medmindre man brugte daglige blodsukkermålinger. De stereotype kostcentrerede rutineprogrammer var urealistiske i kombination med et aktivt liv – uden daglige blodsukkermålinger.

Jeg havde svært ved lige at se det helt fantastiske i den erkendelse. Hvordan kunne det lade sig gøre at komme i tvivl – og "glemme", at mennesker, der lever med en kronisk sygdom, lever med den 24 timer i døgnet? Det har der jo aldrig været faglig grund til at være i tvivl om. Uanset hvilke fagbøger man læser i, så er der ikke noget at gå fejl af. Der står ikke noget i stil med, at diabetikeres insulinproduktion er væk – undtagen om søndagen. Eller undtaget hverdage mellem klokken 17 og 21.

Der var så lige den sædvanlige diabetiske psykosociale dimension i det, at man fra behandlerside opfattede den basale erkendelse, som en form for dybere indsigt i målgruppens psyke. Jeg havde lidt svært ved at se, hvad andres problemer med at bruge en ordbog og opnå forståelse for hvad ordet kronisk betyder – havde med mig og min psyke at gøre.

Men der kom det positive ud af det, at det ikke længere var en kamp, at få bevilliget teststrimler til daglige blodsukkermålinger. Det blev gjort til normal standard…

Livsstilskoncept-tankegangen "overlever"…

Men de stereotype livsstilskoncepter overlever. Så erkendelsen af, at mennesker opnår bedre regulering gennem flere blodsukkermålinger – bliver ikke koblet sammen med bedre muligheder for at regulere på insulinmængden, og indholdet af kulhydrater i kosten.    

Det vil sige, at man fra behandlerside gør de bedre muligheder for blodsukkermålinger, til en mere forfinet og detaljeret måde at tilpasse sig de kostcentreret og rutineprægede livsstilskoncepter.

På den måde kommer der ekstremt fokus på selvkontrol. I stedet for selvregulering. (» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…)

Nye "følgesygdomme"…

I kølvandet på den mere og mere forfinede og detaljerede mulighed for selvkontrol – opstår der nogle nye "følgesygdomme".

Stress, overbelastning og overdreven kostcentret selvkontrol – begynder at blive et trivselsproblem for flere og flere diabetikere. Og der bliver flere og flere, for hvem det bliver så ekstremt, at de udvikler spiseforstyrrelser.      

Her begynder der så, så småt at komme faglig kritik af den selvkontrollerende kosttilpasning – fra de behandlere, der arbejder med spiseforstyrrelser.

Det er ikke sundt at kombinere selvkontrol og kost – med skrækken for at dø eller blive invaliderende syg… (» Disciplinering som sundhedspolitisk behandlingsstrategi…, » Livet bliver svært, når du skal være enten Gud eller død for at være "normal"…)

Sider og indlæg…

» Diabetes 1- Viden, Vinkler & Værdier…

» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…

» En behandlingsrelevant sundhedsstrategi for diabetesområdet…

» Fjeren og de syv Høns – En uheldig behandlingsstrategi for insulinkrævende diabetikere…

(Afsnit 3/4 fra artiklen » Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi… )

I 2011 er der så gang i endnu et diabetesforskningsgennembrud. Kostrelevant diabetesrådgivning til insulinkrævende diabetikere. Det vil sige det er endnu på forsøgsstadiet.

Og det er sådan set heller ikke helt nyt. For det forsøg har man jo allerede lavet én gang. Det skete, da man introducerede insulinpumpen.

Insulinpumpen – lanceret som helbredende mirakelkur – på niveau med en "organtransplantation"…

Da insulinpumpen kom frem, blev den virkelig lanceret som mirakelmaskinen, der revolutionerede det diabetiske behandlingsområde. Det viste sig også, at mange faktisk fik en bedre diabetesregulering med insulinpumpen. Det undrede mig lidt, at det kunne betyde så meget for nogen, at de fik insulinen injiceret på den måde, i stedet for med en insulinpen. (» Insulinpumpen er ikke en organtransplantation…)

Men der skete en anden meget interessant ting, da man introducerede insulinpumpen. For første gang i danmarkshistorien introducerede man fra behandlerside den behandlingsrelevante kostforståelse. Det skulle så gøres sammen med insulinpumpen, så de, der brugte insulinpumpe, skulle have en anden kostvejledning end andre diabetikere.

Nu er den behandlingsrelevante kostforståelse – kulhydrattælling – meget nemmere at regulere – så insulinpumpen var på den måde næsten sikret en stor behandlingssucces.

Hvorvidt det så skyldes den enklere kostforståelse – eller pumpen? Ja, det er jo svært at vurdere – for der er jo ikke noget at sammenligne med, når den behandlingsrelevante kostforståelse dels ikke bliver introduceret for andre diabetikere – og der dels var/er så stor behandlermodstand mod, at diabetikere lever på den måde. Undtaget dem, der så bliver "godkendt" til det, fordi de bruger insulinpumpe...

Kulhydrattælling så småt på vej til at opnå behandleraccept…

Ad forskellige om- og vildveje, er kulhydrattælling, som er den behandlingsrelevante kostforståelse for mennesker med diabetes (» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…), så småt ved at se dagens lys, indenfor den diabetiske behandlerverden.

Det kommer selvfølgelig til at ske i den sædvanlige diabetiske forskningsforvirring, hvor det helst skal lanceres som ny grundforskning – selvom det er noget, man har kunnet læse i de grundfaglige bøger, i alle de år jeg har haft diabetes.

Der skal jo helst være en videnskabelig undskyldning for den behandlermodstand, der har været praktiseret overfor diabetikere, der har foretrukket den behandlingsrelevante måde at leve på.

Så der vedbliver formodentlig at være et problem, for dem, der – som mig – selv har lært sig op – og har levet på den måde i mange år. Hvor skal vi placeres? Det eneste positive, vi opnår ved en ændret behandlerholdning, er, at modstanden forsvinder. Det i sig selv, kan jo også være en helt fantastisk stor befrielse og aflastning.

Det er desværre bare ikke særlig populært, at "ødelægge" noget for andres behov og mulighed for at komme op og stå på den videnskabelige piedestal. Det kan man godt få en meget hård medfart for. (» Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og "skør")

Sider og indlæg…

» Diabetes 1- Viden, Vinkler & Værdier…

» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…

» En behandlingsrelevant sundhedsstrategi for diabetesområdet…

» Fjeren og de syv Høns – En uheldig behandlingsstrategi for insulinkrævende diabetikere…

(Afsnit 4/4 fra artiklen » Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi… )

Det, der reelt er sket indenfor det diabetiske behandlingsområde, er – at de ikke-behandlingsrelevante elementer er blevet dokumenteret, som det de er – ikke behandlingsrelevante.

Det er bare sket på den baglæns omvendt forskningsagtig måde – at det har været de negative konsekvenser for målgruppen, der er blevet brugt til at dokumentere nødvendigheden af at fjerne de ikke-behandlingsrelevante elementer fra behandlingsstrategien.

Produktudvikling…

Der, hvor der reelt er sket en udvikling, der har været til gavn for målgruppen, er indenfor produktudviklingen af insulin og hjælpemidler. Der er kommet nogle hjælpemidler og insulinprodukter, der er mere praktiske i hverdagen.

Det reelle udbytte af produktudviklingen, vil først for alvor slå igennem og komme målgruppen til gode – hvis/når der bliver lanceret en behandlingsrelevant behandlingsstrategi på det diabetiske behandlingsområde.

Afvikling af det ikke-behandlingsrelevante – og implementering af det behandlingsrelevante…

Som det ser ud nu – så mangler der stadig meget såkaldt forskningsdokumentation, før de sidste rester af det ikke-behandlingsrelevante koncept kan ryge væk.

Men et er jo at få stoppet den ikke-behandlingsrelevante praksis. Der skal jo noget andet i stedet. Hvordan og hvornår det kommer til at ske – det er svært at vurdere. (» En behandlingsrelevant sundhedsstrategi for diabetesområdet…) For hvor meget vil det kræve af omlægninger og efteruddannelse af personale, før det kan lade sig gøre?

Men hvordan har det overhovedet kunne lade sig gøre, at få accept til at praktisere en ikke behandlingsrelevant sundhedsstrategi indenfor for et sundhedsvæsen, der officielt bekender sig til den naturvidenskabelige forsknings- og behandlingstradition?

Det burde jo ikke kunne lade sig gøre…

Sider og indlæg…

» Diabetes 1- Viden, Vinkler & Værdier…

» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…

» En behandlingsrelevant sundhedsstrategi for diabetesområdet…

» Fjeren og de syv Høns – En uheldig behandlingsstrategi for insulinkrævende diabetikere…

Hvis der for alvor skal ske positive ændringer i vilkårene for mennesker med diabetes, så kræver det en ændret behandlingsstrategi – så fokus bliver centret omkring det behandlingsrelevante.

Herunder er skitseret, hvad et godt behandlingsrelevant behandlingstilbud bør indeholde…

Behandlingsrelevant fokus på diabetes 1…

» Folder: Diabetes 1 – enkel beskrivelse…

Behandlingstilbuddene for mennesker med diabetes 1, bør tage udgangspunkt i grundforståelsen for, hvad sygdommen handler om. Det vil sige: Samspillet mellem kulhydraterne i kosten, insulinen og ydre faktorer.

Det kræver grundlæggende, at man ser på hver ting for sig – og i sammenhæng med de øvrige faktorer…

Behandlingsrelevant kostforståelse…
Det, der er relevant for diabetikere med diabetes 1 – er viden om kulhydratholdige madvarer og produkter.

Det er det, der er behov for at lære at regulere i forhold til insulinmængden – og påvirkninger fra ydre faktorer…

Afklaring af insulinens virkningsprofil…
Viden om insulinens virkningsprofil og dermed insulinmængden i kroppen – på de forskellige tidspunkter af døgnet – er vigtig til forståelsen for tilpasningen til kosten og ydre faktorers indflydelse på blodsukkerbalancen.

Den individuelle viden om insulinens virkningsprofil, ville man relativt nemt kunne få – allerede når mennesker får sygdommen konstateret.

Det er en væske, der sprøjtes ind i kroppen – og som virker i x antal timer. Sådan noget kan nemt måles. Men det kræver, at man ser på insulinen og dens virkning – for sig selv – for at få det på plads… (» Insulinvirkningen er IKKE lægens bord)   

Ydre faktorers indflydelse…
De ydre faktorer, der påvirker blodsukkerbalancen, er på mange måder, den der er sværest. Både at lære at kende – men også at lære at regulere i forhold til.

Kendskabet, er der mange af os, der primært får gennem erfaring. Når der opstår noget, som på en eller anden måde giver lidt "kludder" i blodsukkerværdierne.

Der er behov for et meget bedre fokus på den del af diabetesbehandling. Specielt de faktorer, som det ikke er muligt at regulere sig til en løsning af. Det gælder anden sygdom – og det gælder stress, som jo desværre er et problem, der er svært at komme udenom, i det samfund vi lever i.

Diabetikere lever med en stor helbredsrisiko i forbindelse med sygdom, fordi det er svært at få den rette hjælp og behandling – så tidligt og hurtigt som muligt.

Der må man fra behandlerside, lære at få fokus på behandlingen af den anden sygdom, der påvirker diabetes – og sætte ind med tilbud om behandling og eventuelt stressaflastning. Og det tilbud bør ligge indenfor det diabetiske behandlingsområde, som noget man er til stand til at forholde sig til, og sikre en form for opfølgende behandling af. Fordi det er så centralt et element i reguleringen af diabetes.

Som det er nu, så bliver diabetikere ofte kastebold i systemernes verden, når der er tale om anden sygdom. Specielt hvis der er tale om arbejdsrelateret overbelastning og stress. (» Aftaler og forventninger, » Afghanistan, » Hundeliv) Så er du ikke nogens bord.

Men alt, der påvirker diabetesreguleringen – burde det være muligt at kunne få hjælp og opbakning til – i det diabetiske behandlingsregi. De burde jo vide hvilke ydre faktorer, der påvirker diabetesreguleringen.

Som diabetiker er du i dag dårligere stillet ved sygdom, end mennesker der ikke har diabetes. Det er svære at få stillet diagnoser på anden sygdom, da fokus vil være centret om, at du er diabetiker – og hvordan din diabetesregulering er. Og det gælder alt fra banale ting som underlivsbetændelse, kraftige maveinfektioner – og til alvorlig stress og overbelastning.   

Produkter og hjælpemidler…
Der er efterhånden en del forskellige produkter og hjælpemidler på diabetesområdet – både når det gælder insulinprodukter med forskellige virkningsprofiler – og når det gælder injektionsmetoder og blodsukkermåling.

De muligheder, der er, bør komme diabetikeren til gode. Så valg af insulinprodukter og deres forskellige reguleringsmuligheder – er noget, der sker, ud fra hensynet til, hvad den enkelte diabetiker finder nemmest at forstå og takle i hverdagen.

Det sammen gælder hjælpemidlerne. Valg af injektionsmetoder – herunder forskellige pentyper – og insulinpumpe.

Gode hjælpemidler betyder meget i hverdagen – og det vil være meget individuelt, hvad der opleves bedst og nemmest for den enkelte…

Kostrelevant vejledning til diabetikere med diabetes 2…

Når det gælder mennesker med diabetes 2, bør man skelne mellem, hvad der stabilisere blodsukkerbalancen – og hvad der er relevant for den generelle sundhedsstilstand. Som for eksempel vægt – og behovet for et eventuelt vægttab.

Der er, sådan som jeg ser det, en tendens til at sætte lighedstegn mellem vægttab og en god diabetesregulering for mennesker med diabetes 2. Og det er ikke rigtigt. Mennesker kan uanset vægtklasse opnå en god diabetesregulering.

God diabetesregulering uanset vægtklasse…
Det handler primært om at skille tingene ad, og fokusere på de dele af kosten, der påvirker blodsukkerværdierne. Og der gælder det samme som for mennesker med diabetes 1. Det er den del af kosten, der indeholder kulhydrater.

Hvis mennesker får styr på det, så kan de – fra den ene dag til den anden – opnå en god diabetesregulering. Og dermed fjerne den helbredsrisiko, der er forbundet med en dårlig diabetesregulering.

Unødvendig helbredsrisiko…
Ved at sætte lighedstegn mellem vægttab og den generelle sundhedstilstand som en forudsætning for en god diabetesregulering for mennesker med diabetes 2 – udsætter man mennesker for den unødvendige helbredsrisiko, det er, at leve med en dårlig diabetesregulering i kombination med et par kilo for meget på sidebenene.

Ved et behandlingsrelevant fokus kan man reducere helbredsrisikoen – så den ikke er større for mennesker med diabetes 2, der vejer nogle kilo for meget – end den er for mennesker, der ikke har diabetes…

Væk med alt det amatørpsykologiske, fordomsfulde og overformynderiske psykosociale vrøvl…

Diabetesområdet har alle dage været domineret af en masse amatørpsykologiske fordomme og en overdreven perfektionistisk kostfanatisme. Og det er sket på bekostning af den seriøse og saglige rådgivning.

Det er under alt kritik, at behandlere indenfor det diabetiske behandlingsområde, sidder og leger amatørpsykologer, livsstilseksperter, præster, arbejdsmarkedsspecialister og sociologer. Det er de ikke uddannet til – og langt de fleste har heller ikke den nødvendige menneskelige modenhed og erfaring til at være gode nok til det. (» Behandlerkultur…, » Behandlerpraksis…)

Det ville uden tvivl også være et stort plus, for både det diabetiske behandlingsområde – og mange andre behandlingsområder – hvis man fik adskilt forskning og praksis. (» Læger uden sponsor) Specielt – når forskningen i så høj grad er rettet mod amatørpsykologiske og psykosociale dødsstatistikker, til dyrkelse af personlige fordomme overfor målgruppen – som det er tilfældet med diabetesområdet.

Så ville det personlige incitament til at praktisere personlige særinteresser, der støtter ens egen forskning og faglige profil – falde væk. (» Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og "skør")

Der er alt for mange stereotype personlige meninger – om diabetikere og diabetesbehandling – og mennesker overlever jo ikke livet med en kronisk sygdom – ved at se på dødsstatistikker og lægge øre til en masse fordomme og meninger.

Det kræver noget mere saglig seriøs praktisk viden, erfaring og forståelse…

Enklere, mere praktisk, sundere – og billigere for samfundet…

Fordelene ved det behandlingsrelevante fokus er nemme at få øje på…

Det giver mennesker med diabetes nogle bedre forudsætninger for at regulere deres diabetes – så det til dels er nemmere at leve et aktivt liv – og så det er nemmere at stabilisere blodsukkerbalancen…

Set ud fra en samfundsøkonomisk vinkel, så er det behandlingsrelevante fokus noget nemmere at rådgive og støtte op omkring – og dermed også billigere…

Og så må der da også være en samfundsmæssig interesse i, at mennesker ikke får et mere kompliceret og sygeliggjort liv – end allerhøjest nødvendig?

Det burde der være…

Sider og indlæg…

» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…

» Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi…

» Dansk diabetesbehandling er ikke centret om grundforståelsen for, hvad sygdommen handler om…

» Fjeren og de syv Høns – En uheldig behandlingsstrategi for insulinkrævende diabetikere…

» Læger uden sponsor…

» Indlægget som pdf-dokument… …

Spindoktorer har fyldt meget som kommentatorer i de digitale mediers dækning af den nu overståede valgkamp.

Politikerne kæmper en hård kamp for at brænde igennem i medierne. Og nogen af dem de er oppe imod, er gamle og nuværende spindoktorer, der er meget eftertragtede som politiske kommentatorer.

Jo mere spindoktorer vinder indpas som politiske kommentarer, jo mere bliver de politiske debatter fokuseret på det politiske spil og strategier – og kan gøre det svært for politikerne at komme igennem med deres politiske holdninger og budskaber. Så kan der opstå det fænomen, at ekkoet bliver højere end lyden, som Bent Falbert udtrykte det i en debatudsendelse på DR2 under valgkampen.

Analyserne af, hvad politikerne nok mener, har af skjulte hensigter og strategier, med det de siger – kan komme til at tage ordet ud af munden på politikerne. Som en af de mange valgkommentatorer og debattører udtrykte det, så kan det jo godt være, at politikerne mener det, de siger – men det kommer bare til at stå i skyggen af spinkommentatorernes analyser.

Spinkommentatorer udkonkurrerer den pågående journalistik…

Der er stor forskel på dybdeborende og pågående journalistik – og brugen af spindoktorer som politiske kommentatorer.

Den gode dybdeborende og pågående journalistik er rettet mod at få nogle svar og argumenter ud af politikerne. Så her er det politikerne, deres holdninger og ståsteder, der er i centrum. Spinkommentatorerne på sidelinien retter derimod fokus mod dem selv – og deres eget kendskab og interesse for politisk spil og strategi. Så bliver politikerne statister i de politiske debatter.

Tendensen med en større og større brug af politiske spinkommentatorer, er til dels sket på bekostning af den pågående journalistik.

Set ud fra en demokratisk synsvinkel, så er den tendens uheldig. Den pågående journalistik er langt mere politisk relevant og interessant. Det er trods alt politikerne, der skal stemmes om til et valg – og dem der efterfølgende skal tage de politiske beslutninger?

Der er mange tabuer i vores ellers så ytringsfrie samfund. Det kan godt virke lidt absurd og besynderligt. Men lige så snart det kommer til det menneskeligt sårbare – så er der mange tabuer.

Emner som sygdom, handicaps, mobning, døden, sorg, selvmord, arbejdsledighed, vold, overgreb, ensomhed – så begynder det at blive tabuagtigt. Det vil sige, det er ikke tabuagtigt at have en mening om det. Eller have "overlevet" det – sådan på helteagtig vis. Det kan være en helt god historie. Det er helt fint med gode historier, der kan bekræfte, at der er håb, for den der kæmper. Men det er tabu, at være blevet ramt af det – og have det svært med det. Det kan godt være – pinagtigt. Det er svært med de ting, der ikke findes en letkøbt løsning og en lykkelig slutning på. Og så begynder det, at blive tabuagtigt.

Tabuer og forandringer…
For at skabe forandringer – så skal der nogen gange brydes nogle tabuer. Efter filosofien: Problemerkendelse er den første forudsætning for forandring. Der sker ingen forandringer i vilkårene for mennesker, der bliver ramt at livets mere tabuagtige problemer – medmindre der bliver brudt nogle tabuer.

Men hvem skal så bryde de tabuer?

Det er jo som udgangspunkt rarest, hvis det er nogen andre, der gør det – for det er som ofte ikke omkostningsfrit.

Jeg har selv den holdning – at det må være de, der kan. Og det må være op til den enkelte, at vurdere – om det er noget, der kommer noget godt ud af, for den enkelte.

Tabuer og selvbeskyttelse…
Der kan ligge en form for selvbeskyttelse både i åbenheden – og tavsheden.

Åbenheden beskytter mennesker mod bekymringen over – om der er nogen, der finder "ud af det". Så der kan ligge en stor frihed i åbenheden.

Tavsheden beskytter mennesker mod en direkte konfrontation med fordomme – efter melodien: Hvad andre ikke ved, kan de ikke have ondt af – og bruge imod dig. Så der kan i tavsheden ligge en frihed fra at diskutere og "forsvare" sig mod andres meninger og fordomme.

Tabuer og ytringsmuligheder…
For de, der har et behov for at skrive og fortælle om deres livs erfaringer med livets mere tabuagtige og alvorlige sider – findes der forskellige muligheder. Der er både de offentlige debatsider – og de mere private og anonyme blogs og hjemmesider.

Forskellen på de offentlige debatsider og de mere private sider er – at de offentlige debatsider sider henvender sig til en bred gruppe af læsere, og de mere private sider henvender sig til mennesker, der har et forudgående kendskab eller interesse for det emne, der bliver skrevet om.

Så findes der selvfølgelig også en lang række netværker og sider, der henvender sig til en smal gruppe af læsere og skribenter – der har en fælles interesse i et emne eller problemstilling. Mange foreninger har nogle sider med chat, debat – eller erfaringsudveksling.

De offentlige debatsider…
Der findes flere netværker med debatsider, hvor der er mulighed for at oprette en blog, og skrive om det, man nu har på hjertet. Du kan se en liste med nogle af mulighederne » HER.

Fordelen ved disse sider er, at det, der bliver skrevet, bliver eksponeret til en bred gruppe af læsere. Så den mulighed kan være en god idé, hvis det handler om, at gøre opmærksom på eksistensen af nogle emner eller problemstillinger – overfor en gruppe af mennesker, der nødvendigvis ikke har et forudgående kendskab til dem.

De private blogs og hjemmesider…
Så er der de mere private og anonyme sider. Der er dels muligheden for at oprette sin egen hjemmeside, hvis man har lidt kendskab til webdesign. Men ellers er der med Googles Blogger tjeneste mulighed for at oprette en privat blog, der på mange måder kan fungerer som en privat hjemmeside.

Fordelen ved de mere private og anonyme sider er, at det, der bliver skrevet, ikke bliver så bredt eksponeret, som på de offentlige debatsider. Hvis siderne bliver gjort tilgængelige for søgning med nogle sigende og velvalgte titler og overskrifter, så vil de kunne findes af mennesker, der i forvejen kender til og interesserer sig for emnet eller problemstillingen.

Siderne kan eventuelt tilmeldes overskrift.dk – og derigennem blive lettere at finde.

Ingen facitliste…
Vi kan alle have et ønske og håb om, at verden var noget mere åben og menneskelig tolerant. Men det er den bare ikke.

Åbenhed kan give nogle gevaldige "øretæver" – og tavshed kan gøre livet meget forkrampet.

Der findes ikke en facitliste for, hvad der er godt, skidt, givende – eller negativt – når det handler om emner og problemstillinger, der kommer tæt på det menneskeligt sårbare. Der skal man til enhver tid tænke på sig selv – og gøre det, det tjener en selv bedst…

Social- og sundhedsområderne: Hospitaler, hjemmepleje og døgninstitutioner - har i de senere år gennemgået en organisatorisk omstilling til moderne ledelsesformer.

I efteråret 2007, blev der sat fokus på botilbud for voksne udviklingshæmmede – og en række eksempler på svigt og overgreb, blev eksponeret i nyhedsmedierne. Der var blandt andet eksempler på et omfattende brug af magtanvendelse overfor beboerne, lemfældig brug af medicin, og mangel på lovpligtige indberetninger om den faglige praksis på bostederne.

Er der en sammenhæng mellem moderne management som ledelsesform indenfor social- og sundhedsområderne, og dannelse af en faglig praksis, der som ovenstående eksempel, får karakter af svigt overfor målgruppen?

Jeg har valgt tre artikler med forskellige synsvinkler til beskrivelse af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber:

• "Ledere mellem profession, management og demokrati" af Karin Schested.
   
• "Professionalisering af arbejdet med mennesker – honnet ambition eller demokratisk nødvendighed?" af Karin Hjort.
   
• "Velfærdsforskydninger" af Holger Højlund.

De karakteristika der kan udledes af artiklerne sammenfattes til en grafisk illustration af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

Ledere mellem profession, management og demokrati…

Karin Schested beskriver i artiklen "Ledere mellem profession, management og demokrati", de fagprofessionelle lederes ståsted, orientering og netværk i offentlige servicevirksomheder.

Overordnet er det den fagprofessionelle leders rolle, at fungere som oversætter mellem professions- og management-verdenen. Men under de overordnede krav til lederen om at implementere de retningslinier for serviceydelserne, der defineres af den politiske ledelse, har den enkelte leder selv mulighed for at forme sin lederrolle.

I artiklen beskrives 4 forskellige rollevarianter, som har forskellige orienteringer, viden og netværker: Faglig udviklingsleder; Manager; Driftsleder; og Netværksleder. (Se fig.1.1.)

Virksomheds-lederen som:	Rationale og orientering	Viden	Netværk
Faglig udviklings-leder	Faglighed og politik: Fagligt passende produkt	Faglig specialviden. Kommunikation og formidling	Prof. Netværk, pol/adm netværk: Lukkede og elitære
Manager	Politik og effektiv gennem-førelse: Politisk passende produkt	Generel faglig viden. Viden om ledelse og politiske processer	Pol/adm netværk, formelle organisationer: Lukkede og elitære
Driftsleder	Konkurrence og økonomi: Det mulige produkt	Generel faglig viden. Viden om organisation og processer	Lokale partnere Pol/adm netværk: Lukkede og elitære
Netværks-lederen	Fællesskab og konsensus: Den gode proces	Generel faglig viden. Viden om organisering og processer	Alle relevante aktører: Åbne og plurale

Fig.1.1.: 4 rollevarianter af fagprofessionelle ledere.

De lederroller der er hyppigst forekommende, er dem der orienterer sig mod lukkede og elitære netværker (politiske og administrative netværker, samt formelle organisationer). Jeg har derfor valgt Manager-rollen, som er en af rollerne med denne netværksorientering, til beskrivelsen af lederens ståsted i den sammenfattende illustration af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

De elitære og lukkede netværker understøtter en elitær fordelingsdemokratisk udvikling, i modsætning til en deltagelsesdemokratisk udvikling.

Professionalisering af arbejdet med mennesker – honnet ambition eller demokratisk nødvendighed?

Karin Hjort beskriver i artiklen "Professionalisering af arbejdet med mennesker – honnet ambition eller demokratisk nødvendighed?", vilkårene for de professioner, der arbejder med mennesker.

Den overordnede model for ressourcestyring indenfor det offentlige er kontraktstyringsprincippet – der ligner det vi kender fra markedsstyringsprincippet. Kontraktstyringen omfatter alle implicerede parter i området: Ministerier, styrelser, kommuner, bestyrelser, ledelser, medarbejdere, borgerne, brugerne og forbrugerne af de offentlige ydelser.

Men til forskel fra en markedsorienteret virksomhed på det liberale marked, bruges de samme styringsredskaber i det offentlige til en: "indirekte form for politisk styring, hvor intentionen er at bruge markedets mekanismer som middel til at nå bestemte, politisk definerede mål."

En anden central pointe, der kan udledes af artiklen, er dilemmaet mellem et styringsredskab, der fokuserer på målbare / kvantitative værdier, der kan beskrives og aftales på kontraktbasis – og en faglig praksis der ikke er produktorienteret, men bærer præg af individuelle relationer mellem professionsudøveren og klienten – og hvor praksis omfatter bløde / kvalitative værdier, der ikke lader sig forudsige og tidsbestemme.

Velfærdforskydninger…

I artiklen "Velfærdsforskydninger" beskriver Holger Højlund brugerens ståsted, som selvstyrende bruger af offentlige servicetilbud, eksemplificeret ved ældreområdet.

En af Holger Højlunds pointer er brugerens dobbelt rolle, dels som demokratisk involveret part ved vurderingen af behovet for servicetilbud, og dels som passiv modtager af de aftalte servicetilbud i hverdagen. På ældreområdet inddrages brugeren gennem visitationsmøder.

Da en kontraktbaseret tildelt ydelse er stationær, forringes brugerens indflydelse på hverdagens praksis.

Hvorvidt uforudsete situationsbetingede behov for hjælp og støtte bliver opfyldt, vil være op til den personlige fleksibilitet hos den medarbejder der er ansat til at praktisere serviceydelserne.

Det giver et billede af det pres om fleksibilitet, der pålægges den enkelte medarbejder.

Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber…

I figur 1.2., er der lavet en sammenfattende beskrivelse af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

En sådan beskrivelse er selvfølgelig en stereotyp beskrivelse, der indeholder mange afgrænsninger, da aktørernes relationer til andre fællesskaber er langt mere omfattende og nuancerede, end det bliver beskrevet her. For eksempel er professionsmedarbejdernes netværker til faglige organisationer ikke med.

I figur 1.2.: Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber (Se figuren i stor størrelse)    

Som det fremgår af figuren, er der i praksisfællesskabet – 2 primære netværksgrupper – der er knyttet i relationer / tilhørsforhold til en fælles oplevelsesverden og praksis. Netværksgrupperne er illustreret ved cirkler.

• I netværksgruppe 1. – evalueres, diskuteres og besluttes standarder og ressourceplaner for serviceydelserne
   
• I netværksgruppe 2. – praktiseres serviceydelserne

En interessant pointe er, at den fagprofessionelle leder med sit rollevalg, kan påvirke netværksstrukturen ganske betydeligt.

For eksempel vil en fagprofessionel leder med rollevarianten: Faglig udviklingsleder, danne netværksrelationer til fagprofessionelle netværker i stedet for formelle brugerorganisationer – og evt. også nogle grupperinger af professionsmedarbejderne – hvilket vil give nogle andre fokuseringer mht. faglig praksis. Netværket er illustreret i figur 1.3.

Figur 1.3. Primært netværk for fagprofessionel leder med rollevarianten: Faglig udviklingsleder.

Lederens valg af rolle…

Lederens valg af rolle, har stor betydning for fællesskabets dynamik.

En leder der orienterer sig mod de elitære netværker, påvirker medarbejdernes og brugergruppernes ståsteder i fællesskaberne, så deres muligheder for at opnå fuldt medlemskab af fællesskabet bliver meget begrænsede.

Det kan indebære, at det bliver svære for medarbejderne og brugergrupperne, at synliggøre behov der ikke ses og opfattes ud fra lederens og det politiske systems perspektiv, og dermed får svære ved at argumentere for nødvendigheden for ressourceanvendelse til behov der er medarbejderdefinerede og brugerdefinerede.

Det kan indebære, at der opstår svigt, fordi individuelle problemstillinger der ligger ud over definitionerne i de standardiserede serviceydelser bliver overset og ignoreret – og dermed ikke indgår i vurderingen af hvilke ressourcer til serviceydelser, der er behov for at tildele den enkelte bruger.

Kontraktstyringsprincippet…

Kontraktstyringsprincippet, har betydning for hvilken form for erfaringsdannelse der kommer til at præge den faglige praksis.

Jo mere serviceydelserne bliver standardiseret og fastlagt i rutiner og tidsplaner gennem kontraktstyring, jo mindre bliver råderummet og incitamentet til at professionsmedarbejderen, udvikler og lære at anvende viden-i-handling og refleksion-i-handling. To former for erfaringsdannelse, der netop sigter mod situationsbetinget problemløsning af uforudsete variable, som arbejdet med mennesker netop er meget præget af.

Ud fra dette perspektiv kan der opstå svigt, gennem professionsmedarbejderens manglende evne til at praktiserer refleksion-i-handling, når hverdagen møder på ustabile og uforudsigelige behov fra brugergruppen.

Incitamentet for, at medarbejderen udvikler evnen til at praktisere refleksion-i-handling, svækkes af det formelle lovpligtige krav om at medarbejderen praktiserer standardiserede serviceydelser.

Målgruppen og medarbejdernes ståsteder…

En anden problematik er målgruppen og medarbejdernes placering i praksisfællesskaberne. Deres mulighed for at opnå fuldt medlemskab er begrænsede, pga. af den formelle styring af arbejdets tilrettelæggelse og ressourceforbrug.

Det giver et dilemma – at muligheden for fuldt medlemskab er begrænset til formelle aftaler – og der samtidig er krav til selvstyring.

En selvstyring, der fordrer høj grad af selvdisciplin og behovsundertrykkelse ved situationsbetingede behov, der ikke er omfattet af de formelle kontrakter omkring serviceydelser. Der ligger ikke en juridisk forpligtigelse til at modsvare de situationsbetingede behov, som der heller ikke er en formel ressourcefordeling til at praktisere.

…

Læs eventuelt:

» Eksamensopgaven: Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management, (Organisation og læring, Pædagogik KUA, 2008), der ligger til grund for ovenstående beskrivelse af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den "slags" mennesker – i "skæve" miljøer…

…

Det er en god beskrivelse af de fælles opgaver og problemstillinger, der sikrer den gode dialog.

Udveksling af viden og informationer.

Forsøget på at etablerer det dialogbaserede kommunikationssamfund – er – synes jeg – indtil videre strandet noget på, at der har været et stort fokus på formidling af viden. Så vi har fået et meget videns-tungt samfund – hvor dialogen om problemstillinger kan blive meget hæmmet af de større og større krav til specialiseret viden, der efterhånden kræves af den almindelige samfundsborger. Det er næsten kammet over i de alvidendes samfund.

Det går igen – både i de samfundspolitiske debatter – men også i hverdagen i kontakten mellem borgere og den etablerede systemverden.

Men der er jo grænser for, hvor meget viden hver enkelt kan rende rundt med. Og konsekvensen af det store fokus på formidling af specialiseret viden, er, at flere og flere bliver hægtet af i de samfundspolitiske debatter – og flere og flere får problemer med at forholde sig til det samfund og det samfundssystem, som alle på forskellig vis er afhængige af at spille sammen med.

Der kan også opstå en form for beslutnings- og handlingslammelse – med alt den viden.

Der opstår ofte videns-debatter om, hvilken viden der er mest viden og substans i. Som det kræver en ret stor viden, at være i stand til at forholde sig til.

Det kan jo være helt fint at vide en helt masse om mange ting – men hvad skal alt den viden bruges til?

Det er ikke viden, der er mangel på i samfundet.

Det er heller ikke information om viden, der mangler. Tværtimod. Det er meget nemt at drukne i informationsjunglen af viden og meninger om viden – om alt og ingenting.

Dialog og sammenhængskraft

Dialog og sammenhængskraft.

Det er en god beskrivelse af de fælles opgaver og problemstillinger, der sikrer den gode dialog. Det er også det, der sikrer sammenhængskraften: Dialogen om de fælles opgaver og problemstillinger.

Så det er udfordringen med at få defineret og beskrevet de fælles opgaver og problemstillinger, der på sigt kan etablere sammenhængskraften og det dialogbaserede element i vores meget videns-tunge kommunikationssamfund.

…

Udfordringen er i særdeleshed påkrævet indenfor de samfundsområder, hvor det handler om mennesker i ressourcesvage situationer – så som social-, sundheds- og handicapområderne. Hvor overskuddet til den helt store informationssøgning efter den væsentlige viden – og en stillingtagen til en juridisk afhandling om rettigheder – kan være noget begrænset.

Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.

Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.

Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.

Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?

I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.

Folkekirkens svære ståsted

Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.

Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.

Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.

Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.

Menneskesynet spiller en stor rolle i kulturdannelse. Det kan være et svært begreb at sætte ord på, uden at det bliver meget intellektuelt og komplekst.

Men ikke desto mindre går det igen som en grundforudsætning i mange debatter om samfundsmæssige tiltag til løsning af sociale og kulturelle problemstillinger. Det sker ofte, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved – om den grundforudsætning nu også er helt rigtig.

For at få det lidt ned på jorden, og se på begrebet menneskesyn på en lidt mere enkel og letforståelig måde – kan vi som udgangspunkt centrere det til at handle om spørgsmålet: Individ eller samfund?

…

Individ

Hvis man forudsætter, at menneskers personlighed og livsmuligheder er et rent produkt af arvelige og medfødte træk – så vil der komme et stort fokus på samfundsmæssige tiltag i form af fysiske, psykiske og sociale behandlingstilbud.

Det vil sige – årsagerne til problemer og problemløsning skal findes hos det enkelte individ.

Og så kan vi lande med: Det er din egen skyld.

Her er menneskesynet: At mennesker er ret ens – og med de rette behandlingstilbud, kan det lade sig gøre at afhjælpe personlige mangler hos de enkeltindivider, der falder uden for samfundets sociale rammer.

Samfund

Hvis man forudsætter, at menneskers personlighed og livsmuligheder er et rent produkt af samfundets kulturpåvirkninger – så vil der komme et stort fokus på samfundsmæssige tiltag i form af tilpasning af de sociale rammer.

Det vil sige – årsagerne til problemer og problemløsning skal findes i den måde vores samfund er indrettet.

Og så kan vi lande med: Det er samfundets skyld.

Her er menneskesynet: At mennesker er ret ens – og under ensartede sociale forhold, vil mennesker udvikle sig nogenlunde ens.

…

Periodevist er der mere eller mindre fokus på enten det ene eller andet: Individet eller samfundet?

Men de baserer sig begge på den grundantagelse – at mennesker er eller burde være – ret ens.

Men er mennesker det – og bør mennesker være det?

Skal det dialogbaserede og tværkulturelle kommunikationssamfund for alvor blive en realitet – så kræver det også en stillingtagen til det menneskesyn, der ligger til grund for sociale og kulturelle tiltag.

Kulturel og personlig identitet kan opfattes, opleves og tolkes på to grundlæggende forskellige måder.

Den, der hersker i vores kultur, er det vi kan kalde den rationelle og "faktuelle". Den måde menneskers identitet bliver vurderet på, sker ofte i kraft af: Institutionelle tilhørsforhold, ideologier, religioner og status betingede kategoriseringer. Mennesker ER deres sociale status, deres religion, deres handicap, deres ideologi – osv. Det giver nogle meget overfladiske og stereotyp identitetsopfattelser, der sjældent er særlige reelle og passer på ret mange mennesker. Identitet kan på denne måde få karakter af en form for beskyttende "skjold" mod verden og andre mennesker. Det kommer let til at handle om at have nogle gode "faktuelle" identitetsprofiler, som man kan bruge til at profilere og slå en "ring" om sin person med.

Men det giver også mange dialog-, koordinerings- og debatproblemer.

Den anden identitetsopfattelse er personligt rodfæstet i form af en personlig etik og et tilsvarende menneskesyn. Det er som oftest mennesker, der på forskellig vis har oplevet nogle omskifteligheder i deres liv, der har krævet en menneskelig, etisk og personlig stillingtagen, der udvikler den form for personlig rodfæstet identitet. Den form for identitet har sin styrke ved en stor fleksibilitet på kryds og tværs af de mere rationelle og "faktuelle" identitetsopfattelser. Den kan også udvise stor personlig stabilitet og handlekraft i konfliktfyldte og kaotiske situationer, der kræver evnen til at træffe mange selvstændige beslutninger at agere i – netop fordi denne identitetsopfattelse ikke "læner" sig op ad de ydre rationelle og "faktuelle" faktorer, som en del af sin personlige identitet.

Til gengæld står den personligt rodfæstede identitet meget svagt, når det gælder profilering i en kultur, der har en meget stærk fokusering på rationelle og "faktuelle" identiteter – og kan af nogen blive opfattet som "identitetsløse".

De to ovenstående måder at opfatte identitet på – er ydervarianter. De fleste mennesker vil befinde sig midt mellem, med en større eller mindre "hældning" mod en af ydervarianterne.

Det tværkulturelle aspekt

Identitet spiller en stor rolle i det tværkulturelle aspekt. Og det gælder både det globale, nationale og det mere lokale – der kan komme til udtryk ved for eksempel samarbejde på tværs af forskellige faggrupper.

Hvor mennesker "lægger" deres identitetsopfattelse, er meget individuelt, og der kommer ikke noget godt ud af at "rokke" ved det på det personlige og individuelle plan. Det personlige "frirum" bliver man som udgangspunkt nødt til at respektere.

Men ser vi på det tværkulturelle aspekt, så er den meget store fokusering på rationelle og "faktuelle" identiteter en barriere for dialog og koordinering. Det kommer i alt for høj grad til at handle om en koordinering af stereotype profiler, frem for en koordinering af "sameksistens" mellem mennesker.

Der er mest koordinerende perspektiv i de faktorer der karakteriserer den personligt rodfæstede identitetsopfattelse. Det vil sige etik og menneskesyn – fordi de faktorer går på kryds og tværs af de mere rationelle og "faktuelle" faktorer.

Jo mere dialogen og løsningen af tværkulturelle problematikker er centret om etik og menneskesyn, jo større er frihedsgraderne til de individuelle identiteter – og dermed får man fokus væk fra den identitetskamp, der præger de debatter og problemløsningsforsøg, der er centret om de stereotype, rationelle og "faktuelle" identitetsopfattelser.

Eksisterer der noget, der kan kaldes en objektiv virkelighedsopfattelse?

Nej. Det gør der ikke.

Vi ser alle verden gennem en form for subjektivt "filter", der på sin vis er fiktivt. Et "filter" vi har dannet gennem livet – og som indeholder vores livserfaringer og påvirker den måde, vi vurderer andre mennesker, og de ting der sker i verden.

Nogen filtre kan vi vælge til og fra. Til en vis grad. Det er det, der sker, når vi inden for forskning og analyse vælger metoder, synsvinkler og perspektiver – og drager konklusioner på baggrund af et regelsæt for dokumentation og anvendelse.

Andre filtre kan også ændre sig, men det sker i en højere grad af ubevidsthed om selve "filtret". Det kan ske i form af ny viden om forhold, vi ikke kendte til – og det kan ske gennem nye oplevelser og møder med nye mennesker. Men et "filter" er altid personligt og subjektivt – og det vil aldrig kunne planlægges og styres, hvordan de individuelle "filtre" vil blive påvirket at ny viden og nye oplevelser.

Læringskonceptet, der har vundet mere og mere indpas indenfor både undervisning og arbejdslivet gennem de senere år, er et forsøg på at påvirke og udvikle de personlige "filtre".

Der bliver brugt mange ressourcer på at forsøge at definere rammer og koncepter for læringsrum. Det kan til en vis grad have sin berettigelse, i den udstrækning det er ønskværdigt, at den lærende kan drage frie konklusioner og efterfølgende bruge dem. Hvis det får karakter af en form for indirekte pædagogik, i illusionen om at mennesker i kraft af et bestemt læringsrum, og nogle bestemte former for påvirkninger, vil udvikle en bestemt form for adfærd og erkendelse – ja så går man galt i byen.

Et læringskoncept der er målrettet på forhånd fastsatte erkendelser, er baseret på den grundantagelse, at individet er et rent produkt af miljø og ydre påvirkninger. Anvendelsen af det lærende koncept må derfor holdes op mod en diskussion af, i hvilken udstrækning mennesket er et produkt af arv og miljø. Personlighed og ydre faktorer.

Erfaringsmæssigt må det siges, at den individuelle erkendelse og læring er meget subjektiv, og kan se meget forskellig ud fra individ til individ. Søskende i en børneflok – udvikler sig ikke ens, selvom de er opvokset i sammen miljø, og dermed har fået samme form for ydre påvirkninger i deres opvækst.

Læs eventuelt indlæggene:

Hvad er et teoretisk perspektiv?

Læringsrum og arbejdsvilkår

Refleksion-i-handling

Den spirituelle dimension og tro – er en del af vores irrationelle univers. Og vi er nogen, for hvem det er en selvfølgelig del af vores liv. Vi kan ikke forestille os vores eksistens uden.

Kan det lade sig gøre at sætte ord på det? Og kan det alligevel ikke alt sammen forklares med nogen indre hjerneprocesser? En form for indre bedrag – der i virkeligheden kun handler om os selv.

Jo – måske?

Men det ændrer ikke noget ved betydningen af det. Det vil alligevel være noget eksistentielt vigtigt. Kald det Gud, kreativitet, visualisering, abstraktionsevne, livsglød, empati – kald det, det du vil. Det er stadig livgivende og eksistentielt vigtigt for et menneske, at have en irrationel livsdimension.

Tror du, der venter noget godt rundt om næste hjørne?

Det er ikke alt her i livet, der findes rationelle svar på. Tror du på alle de rationelle informationer, du får – ja – så kan livet nogen gange se lidt dystert og håbløst ud. Men – tror du, der venter noget godt – ja så kommer der ofte også noget godt. Ikke lige det du havde planlagt – eller forventede. Som oftest tværtimod. Det gode og positive har det med at dukke op helt andre steder, end der hvor du søgte og forventede at finde det.

Troen på det gode rundt om næste hjørne – den er irrationel. Du har ikke altid noget at have den i. Nogen gange tværtimod.

Og selvom du ikke finder det gode og positive rundt om næste hjørne i rationel forstand – ja så kan troen på det, give livet et løft og en dimension, så det alligevel ikke opleves så tungt og dystert. For der findes noget godt og positivt – et eller andet sted. Og det andet sted, bliver så i stedet i dig selv. Du bliver selv det gode og positive – der venter rundt om næste hjørne.

Er det så karma, Gud, naivitet – eller spirituel energi og kemisk tiltrækning på baggrund af personlig udstråling?

Ja – nogen vil kalde det et – nogen, noget andet.

Men det handler alt sammen om tro.

En fysisk (materiel), en social (samfund) – og en åndelig (personlighed, JEG, sjæl, Selv, indre forestillingsverden).

Det tredimensionelle samfund

Ovenstående problemstilling ledte mine tanker over på Habermas' tredimensionelle samfundsmodel, der beskriver konsekvenserne af en ensidig udvikling af samfundets "verdener".

Kristeligt Dagblad har et nyt tema, med overskriften: Sprog og etik. Et relevant og aktuelt emne at rette fokus mod, med tanke på i hvilken udstrækning seriøse debatter amputeres af sprogbrugen.

Inden for kommunikationsverden er brugen af værdiladede ord et aktivt redskab til at markere synspunkter på. Alle retorik-, journalist- og kommunikationsstuderende, får nogle redskaber til at skrive, så det "brænder igennem". Hele debat- og medieverden er fyldt med farverige og værdiladede ord.

Vores begrebsverden er også fyldt med værdiladede ord og begreber. Ord der giver associationer til noget forskelligt, selvom de bruges om det samme: "Etnisk" eller "race" – "kraftig" eller "fed" – "hjemmepleje" eller "hjemmehjælp".

Ord der bliver brugt til at præcisere, uddybe og beskrive tanker, oplevelser og synsvinkler.

Men er brugen af værdiladede ord og begreber forstyrrende for offentlige debatter? Hæmmer det den gode dialog?

Den argumentationstekniske synsvinkel

Der er tre grundlæggende appelformer indenfor argumentationsteknikken: Logos, patos og etos, der knytter sig henholdsvis til: logikken, autoriteten (tillid), og følelser (stemninger).

Værdiladede ord og sprogbrug har primært appel til følelserne. Det skal bevæge, røre og appellere til menneskers følelser – og skabe stemninger. Bliver brugen af det værdiladede kraftigt eksponeret i forhold til de logiske og saglige elementer i debatter, får vi en debatkultur, der er præget af oppiskede stemninger.

Det er det vi oplever, når for eksempel en dårlig sag i hjemmeplejen, kan rejse en folkestemning mod samtlige ansatte i hjemmeplejen. Det er et eksempel på, hvor let der kan opstå hurtige generaliseringer og kategoriseringer, når mennesker bliver følelsesmæssigt påvirket, af de informationer de får – enten som eksempler, ord eller billeder. De gode og dårlige eksempler kommer til at overskygge debatterne, på bekostning af et mere dybdegående kendskab til vilkårene indenfor de pågældende områder – i et bredere perspektiv. Så får vi "stemningsdebatter", frem for afklarende og perspektiverende debatter.

Se en god oversigt over argumenters opbygning og virkemidler: Logik og argumentationsteknik

Ord definerer og kategoriserer

"Psykisk sårbar" eller "psykisk syg"? Det er ikke ligegyldigt hvilken formulering, vi vælger. Det er valget mellem at opfatte forskelle på menneskers psykiske "robusthed" i forhold til den samfundskultur, der er fremherskende og påvirker mennesker – som enten en forskel på personligheder, eller noget sygt, og dermed unormalt.

Der ligger en indbygget stigmatisering i ordet: Psykisk syg.

Den franske filosof og professor i "tankesystemernes historie" Michel Foucault, var i sit arbejde meget centret omkring definitionens magt. Der ligger en stor værdiladning i ordrernes betydning. De definerer, kategoriserer og rangerer mennesker i et hierarkisk system.

Vores definitioner og begreber er kulturbestemte, og bliver i vid udstrækning brugt af mangel på bedre. Det er den begrebs- og sproglige verden, vi vokser op med. Det er de begreber og ord, vi kender og forstår betydningen af.

Set i dette udviklingsperspektiv, ligger der mange udfordringer i at omdefinere begreberne og de værdiladede ord, når der skal skabes større lighed, tolerance og accept af forskellige gruppers forskelligheder.

Misforstået kommunikation

Ligger vi den samme betydning i ordene? Skal alt nødvendigvis være politisk korrekt, for ikke at vække anstød? Og kommer vi til at mangle sproglige nuancer, hvis vi fjerner det værdiladede element fra vores sprogbrug?

Vi vil aldrig kunne helgardere os mod misforstået kommunikation. Og brugen af værdiladede ord og begreber, kan også være en genvej til at udtrykke noget, der ellers ikke vil kunne udtrykkes på andre måder.

Og ord alene gør det heller ikke. Et politisk og etisk korrekt sprogbrug ændrer ikke verden og menneskers holdninger, og kan også bruges som en pæn indpakning, der låser for kritik fra mennesker, der har en anden sproglig referenceramme end den politiske og etisk korrekte. Dermed kan det politiske og etiske korrekte sprogbrug være lige så hæmmende for den gode dialog som det værdiladede…

Den universelle kerneværdi, der går igen på kryds og tværs af religiøse forestillingsverdener, ideologier og andre ide’grundlag – og afgør om noget har positiv eller negativ orientering – eller bliver brugt som en sovepude til at retfærdiggøre sig selv og legaliserer negative forhold, er: Hvorvidt mennesker opfatter livet som en læreproces – med fokus på at blive bedre bidragydere til det fælles gode – eller ej.

Den kristne syndsforladelse

Den kristne syndsforladelse rummer både en positiv og en negativ tolkningsmulighed.

Ved negativ tolkning kan syndsforladelsens bruges til at legalisere alt – for pyt skidt – det får vi nok aflad for, så det gør ikke så meget.

Ved en positiv tolkning, handler syndsforladelse om, at mennesker kun er mennesker – og derfor fejlbarlige og alt andet end perfekte. Den tolkning rummer en tilgivelse af menneskers negative handlinger – men også en mulighed for at lære af det, blive klogere og gøre bedre. Kun ved at tilgive det fejlbarlige, giver man mennesker mulighed for at gøre bedre. I stedet for at fordømme mennesker på grund af deres menneskelige fejlbarlige begrænsning.

Karma og skyld

Det grundlæggende ved forestillingen om Karma – kan også tvistes til både noget destruktivt og noget konstruktivt.

Det kan bruges til at drive det selvforskyldte aspekt helt ud i noget eksistentielt absurd – hvor mennesker er selvforskyldt i alt i livet på grund af tidligere livs handlinger. Så de der er født med for eksempel et handicap, bliver set ned på som dårlige mennesker, der udlever en velfortjent straf. Og de der er født med godt helbred og gode sociale kår, kan så bruge karma tanken til at pudse deres glorie og se deres livs goder, som en optjent rettighed fra tidligere liv.

Kun ved at tolke karma lovene som en vedvarende læreproces, så alle uanset ståsteder, er undervejs i en læreproces mod det bedre – får den forestillingsverden en positiv orientering.

De astrologiske udviklingspotentialer

Da jeg for år tilbage lærte det astrologiske verdensbillede at kende, var der de samme valgmuligheder at orientere sig mod. Man kan vælge at se det astrologiske fødselshoroskop som en statisk beskrivelse af personligheden – og bruge den til at begrænse, undskylde og legalisere sine valg i livet – eller vælge at se det som et redskab, der viser nogle udviklingspotentialer og en udviklingsvej, der er rettet mod, at mennesket bliver bedre til at bruge sin personlighed for det gode.

Velintegrerede danske muslimer

Vi finder i Danmark mange troende muslimer, der er godt integreret i det danske samfund – og lever et liv, hvor de har formået at kombinere den muslimske tro med at være socialt aktive samfundsborgere i et samfund, der er præget at kristne grundværdier.

De troende muslimer, der har evnet at integrere sig socialt i det danske samfund – har også haft en god evne til at mestre læreprocessen med at orientere sig mod det fælles gode – i den danske kultur.

Alle kulturer og forestillingsverdner rummer muligheden for det gode

Uanset hvorhen vi vender vores blik, er der indenfor rammerne af enhver kultur og forestillingsverden – en potentiel mulighed for både det gode, det onde – og den stagnerende selvretfærdige ligegyldighed.

Vi behøver ikke kriges om de kulturelle rammer og forestillingsverdener – kun om hvorvidt de bliver orienteret mod den universelle kerneværdi, der definerer det gode.

Kun med fokus på det lærende element, mod det bedre og gode – får religiøse forestillingsverdener, ideologier og andre ide’grundlag det, vi kan kalde universel mening, perspektiv og fylde.

Smider man det lærende element væk, stagnerer verden i en tro, kamp, bedømmelse og fordømmelse af gode og onde mennesker og værdier.

Inspirationskilde: Claes Flachs indlæg: Karma – en indslæbt tanke?

Vi er slaver af vores egen kultur – for det er med dens sprog og begreber, vi definerer os selv i forhold til os selv og omgivelserne.

I Foucaults teoretiske verden – er mennesket et tomt hylster – uden noget menneskeligt universelt medfødt, der karakteriserer det som menneske. Det bliver kun det, det er, i kraft af samspillet med sin samtid.

Som med alle teoretikere, skal han selvfølgelig tages med et ”gran salt”.

Men det giver en god forståelse for kulturdannelse – og hvordan en kultur kan stagnere i sin egen selvforståelse.

Vi reproducerer os selv som kultur. Når vi oplever uret – gør vi op med uretten, ved at definere os selv som modstandere af uretten. Men er ikke frie af uretten – bare i opposition til den.

Minoriteter bliver også fastholdt som minoritet, af dem der kæmper for deres rettigheder. De er stadig en minoritet.

Det kræver ”sproglig” nytænkning at frigøre mennesker fra de negative elementer ved kulturen.

Men ”sproglig” nytænkning, der er alt for fremmede for samtidskulturen, vil altid møde stor modstand – og virke uforståelig…

Det er den helt store udfordring – for dem der gerne vil forandringer. At sige noget nyt – der er så nyt, at det er fri af det eksisterende – uden at være så nyt, at det virker ude af kontakt med det eksisterende – og derfor kun møder modstand…

Modellen kan være et redskab til at fastholde fokus på helheden af de forskellige faktorer, der påvirker den personlige stabilitet.

Modellens faktorer:

• Fortiden: Her har vi vores paratviden, erfaringer, vaner – det selvfølgelige kendskab til normen. Det er her vi er på hjemmebane
  
• Instinktet: Knytter sig meget op ad fortiden. Det er vores evne til foretage hurtige vurderinger og reagere, uden at skulle analysere og tænke bevidst over det. Det er vores “automatpilot”
  
• Bevidstheden: Det er de rationelle måder vi bruger til at analysere og vurdere situationer og problemstillinger. Her kan vi udvikle vores synsvinkel til at se nye muligheder og andre faktorer, end dem vi plejer, ved at lære nye metoder og synsvinkler til at analysere og forstå “virkeligheden”
  
• Indtryk: Det er det, vi møder fra omgivelserne i form af krav, ros, forståelse – og det som vi oplever, sker omkring os
  
• Udtryk: Det er vores muligheder for at handle, i forhold til de indtryk vi får – enten ved at fortælle om det, ved at flytte os i forhold til det (fysisk eller forståelsesmæssigt) – eller gøre noget konkret ved det
  
• Fremtid: Er det, der sker, på baggrund af det der bliver udtrykt
  

Det, der afgør den personlige stabilitet – er, at der er en harmonisk vekselvirkning mellem de forskellige faktorer.

Centrale problemstillinger for rollen som patient.

Kommunikationsformen
Fokuser på at fastholde og implementere det, der med transaktionsanalysens ord kaldes voksendialog.

Det er din opgave som patient, at sikre ligeværdig (voksen) dialog - den er ikke en selvfølge indenfor sundhedsvæsnet.

Eksempel: Dårlig opførsel - en unødvendig belastning

Din egen oplevelse
I en sammenhæng hvor statistiske sandheder, stereotype holdninger og klientgørelse dominerer - er det vigtigt at fastholde dig selv og din egen oplevelse.

Det er ligegyldigt hvor mange andre, der har det dårligt med noget, der fungerer fint for dig - og det er ligegyldigt, hvor mange andre der har det godt med noget, der fungerer dårligt for dig.

Det er dig og dit liv, det handler om.

Eksempel: Insulinvirkningen er Ikke lægens bord

Sæt dagsordnen, og fasthold de problemstillinger, der er relevante for dig
Der er i disse sammenhænge mange forudfattede holdninger til, hvad du bør have af problemer - specielt når det gælder din holdning til dig selv og dit helbred.

Du kan let komme i defensiven, hvor det handler om at testkøre dig for den liste af problemer, den verden har brug for at få bekræftet, at "en som dig" bør have.

Det kan være meget personligt belastende - og du kan ikke bruge det til noget som helt konstruktivt.

Eksempel: Overdreven sygeliggørelse

Bevar overblikket og forståelsen for helheden
Der er ikke ret meget forståelse på helheder i livs- og behandlingsforløb i sundhedsvæsnet. Det er en verden, der drukner i detaljefiksering ude af kontekst.

Det er din opgave at bevare overblikket og forståelsen for årsager og konsekvenser - når det gælder dit liv og helbred.

Ellers får du flere problemer med dig ud af døren fra den verden, end du havde, da du gik ind af den.

Eksempel: Når lægen laver fejl - er det patienten, der er hysterisk og "skør"

Den lovgivning der eksisterer for ledige, er baseret på tre stereotype grundopfattelser: Den ene er en kriminaliserende mistillid til ledige; den anden er en arbejdsmarkedsopfattelse, der er begrænset til et stabilt arbejdsmarked, der består af faste stillinger med veldefinerede arbejdsfunktioner; den tredje er, at alle egner til alt, hvis bare de vil.

Den kriminaliserende mistillid
Den generelle kriminaliserende mistillid til ledige, er ligesom alt anden stereotyp opfattelse og lovgivning i det danske samfund – baseret på en lille marginal gruppe. Den lille gruppe der bevidst forsøger at udbytte systemet, er nok de eneste, der ikke bliver personlig ramt af at blive mødt med mistillid. Dem der bliver ramt af det, er de mange lovlydige og samvittighedsfulde mennesker, der er personlig berørt af at være ledige.

Det fleksible og omskiftelige arbejdsmarked
Det er efterhånden flere år siden, at arbejdsmarkedet har ændret sig fra at være stabilt og veldefineret. Det er i højere og højere grad præget af fleksibilitet og en evig foranderlighed. Det stiller højere og højere krav til selvstændighed og evnen til at være fleksibel.

For nogen ledige kan det at tænke lidt utraditionelt, være den bedste og mest stabile vej ud af ledighed på længere sigt. Arbejdsmarkedet består af meget andet end faste fuldtidsstillinger. Det består også af freelancere, konsulenter, projektmagere, freelance undervisning, deltidsjobs, vikariater, nichebetingede iværksættermuligheder, og meget andet.

Det er pokkers ærgerligt, at det bremser nogen ledige, at de kan risikere at komme i klemme i systemet, og miste deres indkomst – hvis de retter blikket mod andet end faste fuldtidsstillinger.

En systemverden, der i sine tilbud ikke har omstillet sig til det nuværende fleksible og omskiftelige arbejdsmarked, kan meget let komme til at fremstå som "en bremser" og modstander af selvstændighed og initiativrigdom hos de ledige. Hvilket står i stor kontrast til, at netop selvstændighed og initiativrigdom er noget af det, der er allervigtigst, for at agere i den foranderlige verden vi lever i.

Lige nu er markedet så ustabilt, at ingen ved, hvornår der igen kommer nogle åbninger på eksportmarkederne – som igen vil ændre på efterspørgslen på arbejdskraft.

Det kan blive forhastet ressourcespild – at bruge alt for mange ressourcer på aktiveringstiltag, der ikke tager højde for, at jobmarkedet skal have tid til at stabilisere sig – før der er nogen, der kan komme med realistiske bud på, hvor der er beskæftigelsesmuligheder på lidt længere sigt.

Hvad der er mest realistisk på længere sigt, er der ingen der ved. Det er og bliver et tros spørgsmål.

Alle egner sig ikke til alt
Vi lever i en tid, hvor meget her i livet bliver gjort til et spørgsmål om vilje. Men vi er ikke født ens. Og vi kan ikke alle gøre hvad som helst – selvom vi gerne ville.

I en ledighedssammenhæng hvor alle helst skal kunne alt – bliver der med denne viljestankegang – skabt enten en sygdom eller mistro til arbejdsvilje ud af, at alle mennesker har nogle menneskelige begrænsninger, i forhold til hvad de egner sig til.

Det er ikke alle, der har en fysisk statur og robusthed, der gør dem egnet til alle former for fysisk arbejde. Det er ikke alle, der har den udadvendte og pågående personlighed, der kræves for at blive en god sælger. Det er ikke alle, der har psyken til at arbejde med alle former for menneskelige problemstillinger. Det er ikke alle, der har den sociale og menneskelige forståelse, der kræves for at blive god til at arbejde med sociale problemstillinger. Det er ikke alle, der trives med at tilbringe deres arbejdsliv bag en PC. Det er ikke alle, der er fingernemme, og egner sig til alle former for håndværk. Sådan er det bare.

Alle mennesker har nogle personlige og faglige stærke sider - og alle har nogle personlige og faglige svage sider. Det er det, der skal fokuseres på i aktiverings- og rådgivningsindsatsen for ledige.  

En mere nuanceret og positiv holdning til ledige
Hvis den aktiveringsindsats, som samfundet bruger masser af ressourcer på – skal være en konstruktiv hjælp for ledige, til at komme godt videre på arbejdsmarkedet – så kræver det et opgør med nogle af de negative holdninger, der er til ledige og ledighed.

Det er ikke konstruktivt, når kontrol og sanktioner i alt for høj grad kommer til at dominere indsatsen overfor ledige. Det kommer til at overtage det, der burde være centralt: Saglig og konstruktiv rådgivning om de muligheder og begrænsninger der er; nogle gode tilbud om aktiviteter, hvor de ledige lærer noget nyt og arbejdsrelevant; og en kraftig opfordring til at bevare troen på sig selv, og holde humøret oppe.

En alt for overdreven kontrol og mistillid er generelt af det onde – og det smitter – så mistilliden også kommer til at fungere den anden vej på. Resultat er et mistroisk og kontrollerende system, som målgruppen ikke har særlig stor tillid til – og så mister systemet værdi, som konstruktiv sparringspartner. Det synes, jeg er meget uheldigt. Et godt samspil mellem borgere og systemverden er grundforudsætningen for et velfungerende demokratisk samfund.

Skråsikkerhed er den professionelle verdens største begrænsning og hindring for nye horisonter. Indenfor arbejde med mennesker er det tillige en stor kilde til social marginalisering og minoritetsdannelse.

Vi skal ikke mere end omkring 50 år tilbage i tiden, før ordblindhed kunne give anledning i diagnosen udviklingshæmning – og medførte en institutionsanbringelse. Den opfattelse er tiden løbet fra – nu mangler der bare et øget fokus på anvendelse af den specialundervisning, der kan lære mennesker med ordblindhed at læse og skrive. Der er stadig eksempler på unge mennesker der aldrig får tilbuddet – og går ud af grundskolen som funktionelle analfabeter.

Alle teorier indenfor det sociale, psykologiske og pædagogiske felt er erfaringsbaserede. I modsætning til naturvidenskaberne: Fysik, geologi og medicin – er det ikke muligt på samme måde at lave praktisk dokumentation. Der vil altid være en høj grad af selvopfyldende profeti.

Bliver de ”gale” sindsforstyrret fordi de er det fra naturens side – eller bliver de det, fordi de bliver behandlet som om de er det? Det vil aldrig kunne bevises eksakt.

I de år jeg arbejdede med voksne udviklingshæmmede, var den største faglige udfordring, at arbejde med sin egen adfærd som medarbejder – ud fra en erkendelse af, at personaleadfærd har stor betydning for den udviklingshæmmedes reaktioner og udtryksmuligheder. Det kunne i nogle tilfælde flytte mange grænser for livskvaliteten og livsmulighederne.

Den mest fremherskende samtidsfaglighed på det sociale, pædagogiske og psykologiske felt er statistik – der bliver koblet med identitetsprofiler for mennesker med forskellige sociale grupperinger, og dermed er med til at skabe sociale fordomme overfor disse mennesker. Det er de rammer og vilkår, der bliver arbejdet under – og den måde problemstillinger og resultater bliver fremstillet og debatteret i medierne.

Det gælder etnisk oprindelse, social baggrund, køn, helbred og social status.

Da krisen i kølvandet på offentliggørelsen af Muhammedtegningerne var på sidst højeste, var der en række gode debatter i medierne. En af dem der deltog i en paneldiskussion på TV, var en ung kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, der i samfundets målestok var velintegreret: Uddannelse, job, mand, børn og sund økonomi. Hun var en af dem, der normalt ikke beskæftigede sig med integrationsproblematikker – og som tog kraftig afstand fra dem. For hun vil bare gerne leve sit liv – ligesom mange med etnisk dansk oprindelse. Men uanset hvad, så vil alt hvad hun gør, altid blive målt på en anden vægt: Om hun er velintegreret eller ej.

Det samme gør sig gældende med social baggrund. Her bruges begrebet mønsterbrydere om mennesker med en ikke-akademiske familiebaggrund, der tager en akademisk uddannelse. Sjovt nok er der ikke tale om mønsterbrydere, når mennesker med en akademisk familiebaggrund, vælger at lade være med at uddanne sig?

Fagligheden indenfor det menneskelige felt er ikke skabt til sandhedsvurderinger af mennesker – men udelukkende skabt som redskaber til mulige vurderinger af mennesker. Og de vurderinger er i høj grad samtidskulturelt betinget.

Det er ikke menneskeligt muligt at være 100 % objektiv og neutral. Det kan ikke lade sig gøre. Derfor er selvbestemmelse så vigtig og central – når det gælder beslutninger, der har store konsekvenser for den enkeltes liv.

Vi kan bestræbe os på at være saglige i vurderinger, der gælder andre menneskers liv. Vi kan bestræbe os på at give fagligt relevante informationer, når det gælder andre menneskers liv. Og vi kan bestræbe os på – at være os vores egen subjektivitet bevidst, når det gælder andre menneskers liv.

Men derudover har vores neutralitet og objektivitet en menneskelig begrænsning.

Der er intet menneske, der kan være alvidende – dertil er der for meget viden i verden. Også faglig viden. Og faglig viden er altid under udvikling – og genstand for evaluering og kritik. Faglig viden er langt fra en konstant størrelse – hvilket faglige eksperter også ofte bruger meget energi på at strides om – og dermed sikrer faglighedernes løbende udvikling.

Vores saglighed er begrænset af vores viden. Det vil kræve alvidenhed og en superstrategisk evne til at filtrerer forskellige faktorers indflydelser og påvirkninger – hvis mennesker skal være 100 % saglige og neutrale.

Vi er personlige i vores sortering af viden – i vores tolkning af viden – og i vores anvendelse af viden. Og det vil vi altid være.

Saglige og faglige vurderinger – er netop ”kun” vurderinger og skøn. Mange gange meget fornuftige – og relevante. Men ikke en skudsikker facitliste, der kan sige sig fri for en vis grad af personlige holdninger og vurderinger.

Informeret samtykke og selvbestemmelse er en grundsten i patienters retssikkerhed – som ikke kan gradbøjes. En grundsten som sikrer, at det personlige element, der altid vil være ved vurderinger, der handler om liv, helbred, behandlingsmuligheder, risikofaktorer og konsekvenser – at det personlige element er patientens eget…

Hvis skulle det ellers være?

Læs eventuelt:

Indlægget: Fag, professioner – og professionalisme...

– og mere om: Læring – på siden: Fag & Samfund...

Artiklen: “Patienten bør høres - genoplivning efter hjertestop“, af Mickey Gjerris, lektor ved det Biovidenskabelige fakultet KU.